De plager, de kommer med gode råd, de skælder ud både på dig og andre. De bremser dig i noget du havde tænkt dig du ville og de stopper tilsyneladende aldrig deres aktivitet, de er stemmerne i dit hoved, som plaprer løs.
Nu er det ikke de stemmer som kunne give os en diagnose, eller som clairvoyante siges at kunne høre, som jeg her vil kaste mig ud i at beskrive. Den stemme jeg her vil beskrive, har vi alle, vil jeg antage. Det er vores sinds stemme, den indre stemme eller samvittighedens stemme, den kan, som et kært barn, gå under flere navne.
Måske, er du bevidst om denne stemme, som kværner uafladeligt løs i dit hoved. Den har en mening om alt og som ofte vil den gerne deltage i alt hvad vi foretager os. Den stiller spørgsmåls tegn, den har kommentarer til alt og den afbryder os hæmningsløst hele tiden.
Den bryder ind når vi sidder og taler, med chefen, kollegaen, kæresten, familien, når vi arbejder, læser en bog, når vi skal meditere, går tur, laver yoga eller mad. Den forsøger at finde en vej væk fra situationen, den fabrikerer undskyldninger, den er skamfuld, den føler skyld, den kritiserer dig eller andre eller den går straks i gang med at finde en løsning på det samtalen drejer sig om. Uanset hvad den er i gang med, er den faktisk ret forstyrrende for vores koncentration og for vores evne til at fordybe os. Denne stemme, er ofte den direkte årsag til at vi tager beslutninger som føre os ud i kedelige beslutninger og/eller situationer i vores liv. Selv lige nu, mens du sidder og læser dette, kværner den formodentligt løs i dit hoved og fortæller dig om sine meninger, om det du læser mens du læser. Måske prøver den på at få dig til at stoppe med at læse, fordi den er ved at blive afsløret eller også er det bare en kedelig artikel, efter dens mening.
Da jeg for mange år siden opdagede mine sinds stemmer, fandt jeg dem ret underholdende.
Stemmerne var meget ihærdig i bestemte situationer og det tog lidt tid før jeg kunne gennemskue, hvad det egentlig var der foregik. Det var befriende at opdage og korriger disse gamle slidte ”citater” fra min fortid, som afslørede sig selv hen ad vejen.
Jeg vil antage at du, ligesom jeg, vil blive både overrasket og forundret over, når du opdager hvor din stemme kommer fra og hvad det er den gerne vil overbevise dig om.
Jeg øver mig den dag i dag i at observere den og kan stadig forbløffes over hvad denne stemme gerne vil overbevise mig om.
Der er fire overordnede temaer stemmen beskæftiger sig med: Observation (ob), egen opmærksomhed (eo), flugt (f) eller angreb (a).
Lad os tage et koncentreret eksempel. Når vi sidder i en samtale med andre, hvor tit driver vores tanker så ikke videre og væk fra samtalen, mens der svares på det vi har spurgt om, eller mens vores ven eller veninde ivrigt fortæller om en fantastisk oplevelse de lige har haft? Stemmen i hovedet starter: ”hvad er det mon der sidder mellem hendes tænder? Kan det være salat eller er det noget fra en ært? (ob) Skal jeg sige noget, nej, det er nok bedst jeg lader være, hun bliver sikkert bare flov.(eo) Hendes ferie minder mig om min ferie i 1990 med ekskæresten til Thailand. Det var sgu en dejlig ferie. Hun var da, egentlig også meget sød. Gud ved hvad hun laver nu? Ååh nej, nu glemte jeg at ringe til Peter, nå det må jeg gøre i morgen.(f) Nu vil jeg altså snart gerne fortælle om mit nye job.(eo) det lyder altså langt ud, hun overdriver helt vildt (a). Er hun mon gravid, eller har hun bare taget på? (ob) skal jeg spørger? Nej det tør jeg ikke (eo) Guuud hvor jeg keder mig (eo)”
Veninden udbryder pludseligt, ”Var det ikke bare fantastisk?” ”Øøøøøh – jooooe.” ups fanget!
Hvor meget hører vi egentlig efter, uden afbrydelser fra den indre sinds stemmens indslag? Hvor tit er vi ikke i gang med at forberede en forsvars tale? Eller hvor tit kommer vi med undskyldninger og skubber ansvaret eller opmærksomheden væk fra os selv – eller vi kommer lige i tanke om vores egne oplevelser, som vi nu bare venter ivrigt på at få lov til at fortælle om og som i vores iver kan betyde vi kommer til at afbryde den talende.
Stemmen har også indflydelse på andre måder og områder af vores liv.
Stemmen i hovedet starter: ”Det er simpelt hen ikke fornuftigt at bruge penge på det, jeg må hellere lade være. Der kommer sikkert snart nogle uforudsete udgifter! Nej jeg har sgu fortjent en belønning efter denne hårde arbejdsperiode.” Stemmen kan køre os rundt i alle mulige retninger, så vi til sidst måske ikke engang kan finde ud af, hvad der er op eller ned. Hvad fortæller din indre stemme dig? Hvilke lignende sætninger har du lyttet til igen og igen gennem dit liv?
En tredje variation kunne være, at stemmen går i gang med at lave en menu til middagen, eller vi laver en indkøbsliste i hovedet med de ingredienser vi mangler i køleskabet, måske overvejer vi hvornår det næste tog mon kører? Vi har alle vores helt unikke varianter af temaer. Hvad er dine?
Vi tillader disse stemmer, at forstyrre vores nærvær med dem vi har omkring os og ikke mindst os selv. Nu er det tid til det tankevækkende spørgsmål: Er du sikker på, at det er din egen indre stemme, der taler til dig? Måske blander du forskellige stemmer sammen og tror de alle er dine egne stemmer?!
Når du har øvet dig i denne observation, vil du med tiden bemærke, at din stemme i hovedet faktisk varier. Den ”lyder” forskelligt. Til din overraskelse vil du finde ud af, at det er stemmer fra din fortid som taler til dig. Det er din mor eller fars stemme. Det kan også være Bedsteforældrenes eller pædagogen fra børnehaven eller en lærer fra skolen, som stadig følger dig, som din indre sinds stemme.
Stemmer du som barn lyttede til og troede på. Velmenende stemmer som gav dig tryghed og vished for hvordan tingenes rette sammenhæng var i livet, set ud fra stemmens perspektiv at bemærke. Eller stemmer som udstak regler og trusler, som fik dig til at tro at forfærdelige ting ville ske hvis ikke du lyttede efter.
Hvis du har lyst til at blive lidt klogere på dig selv kan du begynde at praktisere en lille observations øvelse. Det eneste du behøver at gøre, er at rette din opmærksomhed mod din sinds stemme, når du opdager den er i gang med at tale til dig. Giv dig god tid til at lytte og mærke, hvad er det for en stemme? Hvad minder den dig om fra din fortid. Måske, opdager du at ordene ikke kun er dine egne, men er sætninger, der kommer fra din mor eller far, måske endda dine søskende. Disse sætninger, kan komme fra alle mulige mennesker du har været i kontakt med og som har gjort indtryk på dig, det kan oven i købet komme fra sange du har lyttet meget til eller sætninger fra film som har gjort indtryk. Sætningerne, er stemmen i dit hoved, der udtrykker sig i statements eller regler for dit liv og som du i dag ukritisk bare følger.
For at denne observations øvelse kan bære frugt, er det vigtigt at du er helt ærlig overfor dig selv. Vær opmærksom på alle flugt forsøgene, fra din sinds stemme. Den vil gøre alt for at bortforklare sig, så den kan klare frisag. Tag ansvaret for dine stemmer og få det liv du ønsker dig.
Du har samlet alle disse forskellige stemmer til dig, for at kunne navigerer ”trygt” gennem livet. Det er disse fortidens stemmer, som i dag kan have en større maget over dig end du er klar over. Så lyt opmærksomt til dine indre stemmer og identificerer hvem det egentlig er der taler. Bryd med alle formaningerne, gør op med alle de stemme som begrænser dig i at folde dig helt ud i livet, som den du også er. Stop med at videreføre de slidte familie sætninger, som huserer i dit indre den dag i dag.
Find ud af, om det som stemmerne dikterer dig at gøre nu også er i overensstemmelse med dine livserfaringer i dag og hvis ikke så lad være med at lytte til den og find din egen stemme og brug den som vejviser i stedet.
I takt med at fortidens stemme forstummer, vil du opleve at få mere energi og nærvær i dine møder med mennesker, fordi du ikke længere støjer, når der tales til dig. Du kan nu begynde at lytte og vær tilstede når der tales til dig.
Du vil også blive bedre til at koncentrere dig og holde fokus på det du vil i livet. Det vil give dig muligheden for at finde din vej i livet og bringe dig mere glæde og frihed.
Sidst og ikke mindste så vil du komme til at opleve fred en dyb og inderlig fred. Både når du er sammen med dig selv eller når du er sammen med andre. Der bliver stille i dit sind – helt stille, når du vil!