Den indre vagthund
Vores sansning af livet og bevidstheden der er bag, er til stadighed for mig et fascinerende område at studere. Gennem mange år har jeg ført mennesker tilbage til oplevelser i deres fortid. Det har givet mig et klart billede af, hvordan fortidens hændelser farver, måden vi betragter verden på i dag. Vores virkelighedsopfattelse er fuldstændig styret af summen af fortidens oplevelser. Afhængig af hvordan vi gennem årene har håndteret disse erfaringer, påvirkes kvaliteten af vores liv og vores handlinger lige nu!
Vi har naturligvis både ubevidste og bevidste minder med os i bagagen, som har medvirket til at vi har skabt bestemte holdninger og beslutninger, som styrer opfattelsen af hvem vi er, hvordan vi møder mennesker i livet, og endelig hvordan vi har det med livet som helhed. Det vil sige vores adfærd. Mange af vores manifestationer i verden er et produkt af disse gamle og nogle gange udtjente adfærdsmønstre, fra en tid hvor de gav mening, og hvor de havde en nyttig funktion.
Det kedelige ved disse gamle beslutninger og holdninger er, at flere af dem i dag medvirker til at spænde ben for at vi kan folde os helt ud. Vi er måske blevet så vant til holdningerne og beslutningerne, at de er blevet vores ”usynlige” følgesvende.
Vi kan have den opfattelse at de er en del af vores personlige særpræg, hvis vi da overhovedet vedkender os deres tilstedeværelse. Det er i disse gamle holdninger og beslutninger vi kan finde forklaringerne på de ubehagelige møder vi har med vores medmennesker eller hvorfor vi fysisk eller psykisk har det svært. Livets tildragelser kan virke helt tilfældige på os, vi opdager slet ikke vores egen andel i det der sker. Vi tror måske endda på at det er noget der sker os og vi kan opfatte det som uretfærdigt og meningsløst.
Disse ydre og indre begivenheder kan påføre os store smerter, og det minder os måske om at vi står magtesløse i livet. Hvad nu hvis vi ikke er helt så magtesløse, som det kan se ud til? Hvad nu hvis livet ikke er noget der sker med os, men rent faktisk er noget vi selv iscenesætter, med baggrund i hver eneste enkelte holdning og beslutning vi har valgt at tage på vores vej gennem livet? Ved at skabe en ændring af de gamle holdninger og beslutninger ændre vi vores måde at være tilstede på i livet, og det kan være med til at ændre vores personlige verden og livet kan måske endda begynde at tage sig mere positiv ud!
Lad os kaste os ud på en rejse i sindet, som er baseret på mine observationer af hvordan de indre processer som styre vores vej gennem livet kan udfolde sig.
I dette eksempel opstår der på et tidspunkt i vores liv en følelse af at vi gerne, rigtig gerne, vil hjælpe andre mennesker. Vi er sikre på det er vores opgave i livet. Vi navigerer rundt i alle de tilbud der findes, hvor vores længsel efter at være noget for andre findes. Vi begynder at læse bøger, gå til foredrag, vi går på kurser eller tager en uddannelse( r ) indenfor de emner som interesserer os.
Vi er i begyndelse af en proces, hvor vi måske har oplevet forløsninger og indsigter vælte op i vores bevidsthed og vi følere os mere levende tilstede end før. Vi oplever og ser at de principper vi tilegnet os virker og vi begejstres over det vi har opdaget.
Efter i nogen tid i denne begejstring og tit efter opfordringer fra omgivelserne, får vi modet til at viderebringe vores tillærte forståelse til alle som har behov.
I denne proces vil vores begejstring for alle de sande værdier vi syntes at have fundet, f.eks. være med til at vi begynder at stille større og større krave til os selv og vi sætter vores vilje og fokus ind på at vi i al handling stræber efter at udtrykke de højeste idealer i menneskelig udfoldelse. Kun den højeste etik tæller, at tage ansvar, blive hjemme i sig selv og hvad der er mest kærligt og mere af samme skuffe, gælder. I første omgang kan det virke meget ædelt og smukt, men nogle gange gør det noget ved os som ikke er til gavn, hverken for os selv eller vores omgivelser. Lige bortset fra den erfaring der naturligvis er implementeret i disse oplevelser.
Det vi ikke opdager på vores rejse gennem vores bestræbelser efter at udtrykke disse høje idealer, er at vi er stivnet i vores egen bevægelse. I vores iver efter at beherske livet, vores sind eller de spirituelle love, er at vi begyndt at vurdere og fortolke alting. Vi bruger meget enerig på at forstå og se sammenhæng. Vi har måske for første gang i vores liv en følelse af at have fået en identitet. Og samtidig er vi nu igang med modelere os om til at være en anden end den vi er, vi forsøger at ændre vores adfærd, ændre vores tanker og følelser.
Lige her glemmer vi at være autentiske, være den vi også er, fordi vi så nødigt vil komme til at give udtryk for at vi måske er kede af det, vrede, skuffede, perverse, magtsyge, hadefulde, intolerante, aggressive, skamfulde eller føler os skyldige i et eller andet. De nye spirituelle principper får en helt anden rolle end deres naturlige udtryk. Vi kommer til at anvende dem til finde den mindst smertefulde vej gennem livet, også selv om vi kommer til at bedrage både os selv og andre ved det. Vi dækker over disse, for os skamfulde følelser eller adfærd, f.eks. ved at arbejde mere og/eller have behov for at korrigere andres adfærd hele tiden. Ubevidst tillægger vi os simpelthen den vane, hele tiden at være på vagt overfor ikke at nærme os vores smertefulde følelses områder og vi finder smutveje. Bevidst er vi overbeviste om at vi sagtens kan rumme og håndterer disse ubehagelige følelser og at vi faktisk lige nu er i proces med dem. Ofte er det heri fornægtelsen kan findes.
Der kan være uendelige mange måder og grunde til at alle disse bevægelser sættes i gang hos os.
Måske var bestemte følelser ikke velanset i vores familie og derfor gemmer vi dem langt væk, mere skal der ikke til. De fleste børn fyldtes på et eller andet tidspunkt med intense følelser som, nysgerrighed, lidenskab, aggression, begejstring, skabertrang eller lignende og hvis vi hyppigt er blevet irettesat, nedgjorte, grint af, eller hvordan det nu er foregået i den enkelte familie, så kan det få os til at ignorere disse følelser eller behov fordi vi vil undgå familiens ”straf” af os.
Vi bliver skamfulde over at vi ikke er perfekte, bange for ikke at blive elsket, så her starter vi med at tage masker på, som det sårede ego overbeviser os om, er det der skal til for at få os til at blive accepteret socialt. Vi håber så på at vores familie, venner og senere i vores liv kollegaer og kæresten nu må elske os!
Måske har du oplevet nogen, eller du har opdaget at du selv har et magtpåliggende behov for at få andre til at tage ansvar, handle (måske endda efter dine anvisninger), være hjemme i sig selv, være i nuet, følge de spirituelle regler, være i sin kerne, sit lys, eller hvad du nu har fokus på som den ”rigtige” måde at være til på. Hvilken intention gør vi det så med? I vores ivrighed over at have ”set lyset,” opdager vi ikke at vores skygge stadig følger os. Derinde i mørket er den side af os som ikke er tilfreds med sig selv, den som er bange for at tabe ansigt og som derfor har travlt med at få andre til at handle ”korrekt.”
På trods af vores ”selvindsigter” og vores tilsyneladende forståelse af alle de spirituelle principper har vi så mod nok til at indrømme at vi har alle disse ”uværdig følelser” eller ”uhensigtsmæssige adfærd?” Sjældent, for så vil hele vores spirituelle selvbillede krakelerer og af frygt for at miste den anerkendelse, vi måske har i det offentlige rum, ikke føle os elsket, eller føle der ikke længere er brug for os. Så hellere bare blive ved med at spille denne opslidende rolle med det sårede ego som hovedpersonen.
Så begynder processen hvor vi tilpasser alle de tillærte teorier så de hele tiden passer perfekt ind i vores liv, for at sikre at vi ikke bliver afsløret. Vi har altid det rigtige svar parat, vi henter et universel princip op af hatten, som kan rede os fra at mærke og se os selv som vi er. ”Ja, det er godt nok hårdt, men alt er jo såre godt og tjener et formål ” kunne være én af hovedpuderne. Vi begynder at skabe situationer, hvor vi hele tiden kommer mindst muligt i kontakt med følelser som vi helst ikke vil være ved vi har, simpelt hen fordi det sårede ego betragter dem som upassende tilstedeværelse i vores spirituelle selvbillede.
Vi får nu den opfattelse at vores bevidsthed er på et suverænt udsigtspunkt i livet. Vi syntes, vi forstår sindets mekanismer, vi forstår nu de universelle livs love, vi ser sammenhæng og mening i alt. Det er nu vi for alvor bliver ”farlige” for både os selv og andre!
Arrogancen ligger snublende tæt på, når vi begynder at manøvrere os ud af alle situationer, ved alene at give alle andre ansvaret for deres liv eller når vi korrigerer dem så de lever i overensstemmelse med vores vurderinger af hvad der er den højeste etik, hvad det er at tage ansvar, hvad der skaber samhørighed eller adskillelse og af hvad der er kærligst og vil bringe os nærmere lyset i os selv. Vi i scenesætter alt dette, fordi vi ikke føler os elsket, er bange og har behov for at blive set og anerkendt.
Vi er nu for alvor stivnet i vores selvbillede alene af angsten for at blive afsløret i hvad vi i virkeligheden føler eller i hvem vi også er. Over tid kan det udvikle sig til at vi kun kan fungerer i vores liv, hvis andre har brug for os, og underlægger sig vores måde at anskue livet på, alle andre er uinteressante. Her begynder vi at manipulerer mennesker til at blive afhængige af os. Med stor dygtighed og med raffinerede metoder dirigerer vi mennesker i vores retning, hvor de uden at opdage det er blevet afhængige af os eller sagt på en mindre den mindre poleret måde, vi har gjort dem til vores slaver.
Det der kendetegner disse ”ofre” er deres angst for lærens dom og afvisning af dem, hvis vi ikke gør som de vil have.
Livet viser os præcis hvor vi er hele tiden, men vi ser det ofte ikke, vi undre os måske ikke i første omgang over, hvorfor vi har skiftende parforhold, arbejder hele tiden, at vi skifter job i tide og utide fordi kollegaerne eller chefen er inkompetente eller vi keder os der hvor vi er i livet.
Undskyldningerne, fornægtelserne udtrykkes ofte ved at vi oplever, at vi skal videre, at vi har et behov for at søge nye udfordringer.
I en variation kan vi føle os berettigede til at gøre op med familie og venner, som ikke vil betræde vores sti, opleve vores virkelighedssyn. Men vi glemmer måske at tolerance og kærlighed lige netop her kunne trænes. Hvordan er det muligt at øve sig i at acceptere og respekterer andre, hvis vi blot kasserer jobbet, kæresten, familien og vennerne som ikke falder på halen over vores indsigt i de kosmiske princippers fantastiske univers. Eller som blot har lyst til at gøre tingene på en anden måde, i et andet tempo eller som bare ikke hopper med i begejstring over det vi foretager os?
Det som skulle være at hjælpe andre til større selvindsigter bliver i stedet vores egen kamp for, på en manipulerende måde at fange andre ind i et spindelvæv af spirituelle floskler alene for at være den perfekte repræsentant for den højeste etik, kærlighed og spirituelle lærer.
Dem som ikke evner at efterleve, vores spilleregler, bliver smidt ud af fællesskabet for vi har hverken plads eller lyst til at der stilles spørgsmålstegn ved vores høje etik, vores erfaringer og slet ikke vores ideelle adfærd, vores ”rigtige” måde at gøre tingende på.
Vores sårede ego er overbevist om at afsløres vi, er vi færdige og dermed så godt som dødsmærket, så vi skaber konstant ny selvbilleder, nye løgne for at sikre vores overlevelse.
Hvor mange gange har vi ikke set offentlige personer, som af befolkningen høster stor anerkendelse og ros for deres engagement og ildhu i deres kamp for en sag, som de tror på, og som pludselig med et enkelt trylleslag falder til jorden i fornedrelse, når det afsløres at de selv har en tilsvarende adfærd som det de bekæmper. De har bedraget sig selv, og deres selvbillede har lidt et svidende nederlag.
De Katolske Præster, som trods deres cølibats løfte og tro på Gud og kærlighed – forgriber sig på deres sognebørn.
Politikkerne som vil have indført højre straffe for sort arbejde, som selv får det udført.
Eller som når vi i vores eget liv, ifører os en maske og påtager os roller, som f.eks. den meget hjælpsomme som altid er der når andre har behovet, men som aldrig føler at der er nogen når vi selv har brug for det. Det får os til at blive endnu mere hjælpsomme, i håbet om at det må ændre situationen. Men det er en endeløs spiral, som kun kan ende med f.eks. mismod, ensomhed og måske endda depression over at ingen er der for os når vi har brug for det. Antallet af roller vi kan sætte ind her er uendelig.
Til slut vil jeg udfordre de af os som er af den opfattelse at være i en bevidst personlig/spirituel udviklings proces. Vi har overbevist os selv og helst også andre om, at vi gerne vil have afdækket vores problemer og uhensigtsmæssig adfærd. Vi vurder og bedømmer hele tiden os selv i forhold til netop vores ideal billede. Vi er fuldstændig overbeviste om at vi hele tide er i bevægelse og at intet må forblive uforløst eller ubevidst, men alt skal frem i lyset.
Udfordringen her er at forblive autentisk.
Glem alt om de gamle spirituelle principper, de gamle holdninger og beslutninger og alt det vi tror vi har lært. Begynd lige nu og her med at være tro mod de bevægelser af følelser, tanker og adfærd vi til enhver tid observerer hos os selv og så begynde at øve dig i at udtrykke og handle derefter helt spontant. Du har ret til at være her, du må være som du er og du må du manifesterer dig lige som du har lyst til, det bør ingen forhindre dig i!
Vi kan ikke intellektualisere os til en højre spiritualitet eller udvikling, det vil kun skabe stagnation og lidelser for os. I min optik når kun de højeste bevidstheds tilstande gennem vores daglige manifestationer af handlinger. Der er intet rigtigt eller forkert, intet godt eller dårligt. Alt er som det ér og kan kun være sådan, og det giver os på smukkeste vis, de oplevelser vi har behov for, for at opdage hvem vi i virkeligheden er. Det er måske væsentlig her lige at minde os selv om at dette også gælder for alle andre omkring os. De har den samme rettighed! Så når vi støder os på hinanden, og det på den ene eller anden måde gør ondt i os, så kan vi vælge at gå i stå, fordi vi vil have ret, fordi det at overgive sig til bevægelsen af følelser og tanker vil gøre for ondet. I stedet kunne vi begynde at være modige og vælge at finde en ny vej, nye måder at løse opgaven på, vi må åbne op for vores kreative side og turde bevæge os væk fra den vi var lige før og til en ukendt ny side af os selv som vi måske har forsømt at udfolde.
Det lader dog til at det der ofte sker, er at vi forbliver totalt uforløst, og vi bliver forkrampet i vores udtryk. Så I stedet for indsigt og bevægelse, kommer vi til at træne os selv til er at forsvare os mod at mærke det som er smertefuldt, det som strider mod vores ideelle selvbillede. Vi vedbliver at bruge de universelle lærersætninger som vores magiske besværgelser til ikke at komme ind og røre det dybt inde i vores bevidsthed som vi helst ikke vil stå ved vi indeholder.
Manglen på bevægelse og selvindsigt bliver slående for alle andre end os selv.
Vores indre vagthund er overvågen og bestræber sig på hele tiden på at sørge for at vi ikke komme i kontakt med de konsekvenser disse handlinger har. Den har nemlig en plan og det er ikke at blive afsløret, så den finder en maske der kan bruges til at opretholde vores selvbillede så vi kan leve ”lykkeligt” til vores dages ende.